Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Global uro sender forbrugertilliden ned

Global uro sender forbrugertilliden ned

20. september 2018
Gå til nyhedsoversigt

Forbrugertilliden tog et lille dyk i september og det er nu tredje måned i træk at vi ser faldende forbrugertillid. Set over en lidt længere periode, er dagens niveau på 6,9 dog ikke langt fra gennemsnittet over det seneste halve år på 8,8 og der er stadig tale om en høj optimisme hos forbrugerne.

 

Det er særligt vurderingen af Danmarks økonomiske situation i dag i forhold til for et år siden, der har trukket forbrugertilliden ned over de seneste tre måneder. Det skyldes formentlig at vi er i en periode med massiv politisk uro omkring os i form af trusler om en global handelskrig, et lurende Brexit kaos og store tab i et tørkeramt dansk landbrug. Forbrugerne vurderer samtidig at deres egen økonomiske situation ikke er helt så god som for et år siden, hvilket formentlig skyldes en kombination af højere benzinpriser og et faldende aktiemarked. 

 

Til trods for al usikkerheden er den reelle situation for de danske forbrugere dog ganske lys. Der er fremgang i beskæftigelsen og generelt er danskernes privatøkonomi solid, med stigninger i både formue og indkomst. Det er da heller ikke sortsyn det hele. Generelt forventer forbrugerne at ledigheden vil være faldende over det kommende år og at både deres egen og Danmarks økonomiske situation vil have forbedret sig.