Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Dyr benzin trækker inflationen i vejret

Dyr benzin trækker inflationen i vejret

11. juni 2018
Gå til nyhedsoversigt

Forbrugerpriserne steg med 1,1 pct. i maj måned i forhold til samme måned sidste år. Det er 0,3 pct. point mere end årsstigningstakten i april, der lød på 0,8 pct. og dermed fortsatte den opadgående tendens for inflationen som vi har set siden marts måned.

Det er dog primært prisen på energi, der er steget i maj måned. Dermed blev det godt 5 pct. dyrere at fylde benzinslugeren op i maj måned end det var i april, det er den største månedlige stigning siden februar 2015. Der er desværre ikke udsigt til, at det bliver meget billigere henover sommerferien hvor mange tager bilen ned igennem Europa på ferie. Olieprisen er godt nok faldet en lille smule fra toppen i slutningen af maj måned, men ligger fortsat højt og der er ikke udsigt til at benzinprisen kommer meget under 12 kroner herhjemme lige med det samme.

Ser vi bort fra energipriserne er den underliggende udvikling i inflationen forsat meget moderat. Forbrugerpriserne renset for energi steg med moderate 0,8 pct. i maj måned i forhold til samme måned året før, og det er samme årsstigningstakt som i april måned. 

Trods højere energipriser, forventer vi at inflationen som helhed vil være meget moderat i 2018. Vi forventer en samlet inflation på 1 pct. i 2018, hvilket er stort set samme niveau som i 2017. Det er godt nyt for de danske forbrugere, der endnu engang kan glæde sig over en rigtig flot reallønsfremgang i år. Den seneste statistik fra DA viste at lønningerne i 1. kvartal 2018 steg med 2,3 pct. i forhold 1. kvartal året før og der er ikke udsigt til at løninflationen bliver lavere i de kommende kvartaler - tværtimod.