Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Dankortomsætningen tyder på forbrugsnedgang i juli

Dankortomsætningen tyder på forbrugsnedgang i juli

10. august 2018
Gå til nyhedsoversigt

Friske tal for dankortomsætningen i juli viser, at dankortomsætningen faldt med godt 3 pct. i juli måned, når man tager højde for normale sæsonudsving. Det kommer efter en flot fremgang i maj og et højt niveau i juni måned.  Ser vi på de tre måneder under et, så er der tale om en stigning på knap 2 pct. i forhold til de foregående tre måneder, hvilket er en solid vækstrate.

Tilbagegangen i juli måned tyder dog på, at den flotte fremgang i maj og juni ikke er udtryk for en ny og stærkere tendens i privatforbruget.

Danskernes økonomi levner ellers plads til et højere forbrug. Vi har i en længere periode været meget forsigtige med at bruge penge og har haft fokus på at nedbringe gæld. Der er plads til, at vi slækker lidt på forsigtigheden, og der er grundlæggende medvind til privatforbruget fra næsten alle fronter. Lønningerne stiger mere end priserne, beskæftigelsen har pil op og vi kan glæde os over et meget lavt renteniveau og fremgang på boligmarkedet, der betyder stigende friværdier til stadig flere boligejere.

Dagens tal tyder på, at vi endnu ikke er klar til at slippe forsigtigheden helt, og der er fortsat lang vej til et egentligt forbrugsboom. Når det er sagt, så vil privatforbruget stadig være en væsentlig vækstmotor i år.