Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Charterrejser og dyr olie trækker forbrugerpriserne op

Charterrejser og dyr olie trækker forbrugerpriserne op

10. august 2018
Gå til nyhedsoversigt

Forbrugerpriserne steg med 1,1 pct. i juli måned i forhold til samme måned sidste år. Årsstigningstakten er dermed uændret fra juni måned. Særligt højere priser på charterrejser i år, i forhold til sidste år, bidrager til inflationen i juli måned. Priserne på sommerens charterrejser bliver allerede indsamlet i løbet af vinteren og foråret, så forklaringen på de høje priser skal findes i den lange periode med kulde, der for de fleste nok allerede synes meget langt væk efter en fantastisk sommer herhjemme.    

Henover sommeren har olieprisen stabiliseret sig på et højt niveau, og energipriserne trækker fortsat op i inflationen. Det er blevet hele 13 pct. dyrere at fylde benzinslugeren op i juli i år i forhold til sidste år. Har man kørt en tur ned igennem Europa i bil i sommerferien, bliver benzinregningen altså noget større i år end sidste år.

De højere energipriser kan mærkes i husholdningsbudgettet. En gennemsnitlig familie med børn skal i dag bruge 4.500 kr. mere om året på at købe de samme varer og tjenester sammenlignet med sidste år. Det skyldes i høj grad udgiften til energi, hvor familien ved det nuværende prisniveau kommer til at bruge 2.400 kr. mere om året på energi sammenlignet med prisniveauet i juli sidste år.

Ser vi bort fra energipriserne, er den underliggende udvikling i inflationen forsat meget moderat. Forbrugerpriserne eksklusive energi og ikke-forarbejdede fødevarer steg med moderate 0,9 pct. i juli måned i forhold til samme måned året før, men det er dog en lidt højere årsstigningstakt end i juni måned.