30% flere salgsskilte på boligmarkedet end for sidste år

Udbuddet af boliger ligger nu på det højeste i omkring tre år.

Færre boliger til salg og til højere priser

Ifølge nye tal fra Finans Danmark var der 1.164 færre salgsskilte på boligmarkedet i januar i forhold til i december. Man skal ikke lade sig snyde af faldet i januar måned, da udbuddet typisk falder netop der. Og tager vi højde for sæson, steg boligudbuddet omvendt med omkring 500 boliger i januar.

De forsvandt lidt af salgsskiltene i januar. Men det er helt normalt. Tager vi højde for årstidens udsving på overfladen, så vokser boligudbuddet dybest set under overfladen. Der er vedvarende kommet flere salgsskilte gennem det seneste år, og det bringer udbuddet af boliger op på det højeste i omkring tre år.

Det voksende boligudbud skyldes ikke, at voldsomt mange flere vælger at sætte boligen til salg, men simpelthen fordi boligkøberne har trukket følehornene til sig. Derfor hober salgsskiltene sig op. Det ser vi også afspejlet i han­del­sak­ti­vi­te­ten, som befinder sig omkring det laveste i et årti. Modvinden til boligmarkedet er da også stor som følge af højere renter, højere energiudgifter, høj inflation og øget økonomisk usikkerhed.

Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, er der kommet mere end 9.000 flere salgsskilte på boligmarkedet. Det svarer til en stigning på hele 31%. Boligudbuddet kommer dog også fra et meget lavt udgangspunkt, hvor det sidste år var nede og runde det laveste i 16 år. Sammenlignet med 2019 på samme tidspunkt af året er der fortsat 12.000 færre salgsskilte i dag.

Boligkøberne nyder godt af de flere salgsskilte, som giver mere at vælge mellem og samtidig er boligpriserne faldet. Det er dog ikke sådan, at køberne samlet set er bedre stillede i dag end for et år siden trods det højere udbud og lavere priser. Samtidig er renterne og fi­nan­si­e­rings­om­kost­nin­ger­ne steget betragteligt. I dag er renten på et fastforrentet lån 5%, mens det var 2% for et års tid siden.

Boligsælgere, som står overfor et salg af boligen, kan godt forberede sig på større konkurrence. Med flere salgsskilte er det blevet nemmere for køberne at finde alternativer i samme område, som de leder i, og det stiller naturligvis sælgerne i en mere penibel situation. Vi har af samme årsag også set, at prisnedslagene i forbindelse med en handel er steget til det højeste i omkring 10 år. Køberne har kort fortalt fået bedre kort på hånden af de flere hand­le­mu­lig­he­der, og sælgerne har fået ringere kort på hånden af de flere konkurrenter.

Relaterede artikler