Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Udbudsprisen på lejligheder falder

Udbudsprisen på lejligheder falder

9. august 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Finans Danmark viser, at udbudsprisen på lejligheder i København faldt med 1,2% i juli. Det er tredje måned i træk med fald, hvor de i perioden samlet set er dalet med næsten 4%. Det er et mærkbart fald, som vi bestemt også hæfter os ved.

Der sker nye sager på lejlighedsmarkedet i København lige nu. Handlerne drosler hurtigt ned og der kommer flere salgsskilte i vinduerne. Samtidig ligger lejlighederne længere til salg og udbudspriserne daler. Det er især rentestigningerne, som gør ondt. Det får visse boligkøbere til at trække følehornene til sig, og det giver en ret klar afmatning i markedet her og nu. Det er netop også på lejlighedsmarkedet i de store byer, at boligbyrden er steget kraftigst, som gør markedet mere udsat overfor stød som de her markante rentestigninger.

De seneste handelstal fra Boligsiden viser, at der blev handlet 318 ejerlejligheder i København i juni. Det er det laveste antal af handler på en måned i mere end 8 år. Og noget tyder på, at tendensen med de færre handler er fortsat ind i juli. Samtidig er salgsskiltene begyndt at pible frem. Ifølge dagens tal var der ved udgangen af juli 2.070 lejligheder til salg i København. Det er en stigning på 10% i forhold til for en måned siden og mere end 40% i forhold til for et år siden. I modsætning til udbudspriserne så har selveste handelspriserne foreløbig pareret slagene. Men vi forventer, at pilen peger ned for lejlighedsmarkedet i hovedstaden, hvilket det faldende udbudspriser er en indikation på.

Faldet i lejlighedspriserne er ikke alene forbeholdt København. Også på Frederiksberg og i Aarhus daler udbudsprisen på lejligheder med henholdsvis 3,5% og 1,5% i juli. For hele lejlighedsmarkedet i Danmark faldt udbudspriserne med 0,7% i juli.

Udbuddet af boliger vokser over hele landet

De nye tal viser samtidig, at det samlede udbud af boliger til salg i Danmark steg med godt 1.700 boliger i juli. Og det er både udbuddet af huse, lejligheder og sommerhuse som steg. Det er femte måned i træk, at boligudbuddet stiger, hvor det samlet er vokset med 24%. Udbuddet af boliger stiger normalt også i denne periode, men selv hvis vi tager højde for sæson, er der tale om en pæn stigning på knap 12%.

Boligkøberne oplever langt om længe at få mere at vælge mellem. Baggrunden er, at der lige nu melder sig flere nye sælgere end nye købere. Handelsaktiviteten er faldet, efter boligkøbet er blevet dyrere og privatøkonomien strammere ovenpå mærkbare rentestigninger, højere energipriser og kraftige stigninger i forbrugerpriserne. Boligmarkedet er ramt, og det ser vi med færre handler og et voksende boligudbud.

I et historisk perspektiv er udbuddet dog stadig meget lavt. I begyndelsen af året ramte udbuddet det laveste i 16 år. Sammenligner vi det nuværende antal salgsskilte på boligmarkedet med samme tidspunkt i 2019, så ligger udbuddet af boliger fortsat 30% lavere. Så godt nok er udbuddet voksende, men det er endnu i den lave ende.

Boligmarkedet står aktuelt i en mere udfordrende tid. Efterspørgslen efter boligkøb har trukket sig, og handlerne er faldet. Handlerne var næsten 40% lavere i juni sammenlignet med samme periode sidste år. Vi forventer, at også priserne kommer til at falde, hvor boligmarkedet aktuelt har mere modvind end medvind. Boligpriserne står på landsplan formentlig overfor et fald på 5%-10%.