Nyt fald i boligudbuddet - rammer det laveste i 16 år

Markedet risikerer at få svært ved at absorbere en potentiel ny stigning i efterspørgslen.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Nyt fald i boligudbuddet - rammer det laveste i 16 år

Nye tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af boliger faldt med 494 boliger i februar. Faldet i antallet af salgsskilte på boligmarkedet gælder for samtlige boligtyper. Antallet af huse til salg skrumpede i februar med 359 boliger, så der i dag står 22.447 huse til salg. Udbuddet af lejligheder faldt med 97 til 5.404, mens udbuddet af sommerhuse faldt med begrænsede 38 sommerhuse til nu i alt 3.779.

Faldet i februar kommer i forlængelse af markante fald i de foregående tre måneder, og siden oktober er udbuddet af boliger dykket med mere end 16%. Det betyder, at boligudbuddet nu er på sit laveste siden februar 2006. Vi er tilmed meget tæt på at gå endnu lavere end bunden i 2006. Selvom det ikke er usædvanligt, at udbuddet falder henover vinteren, så har faldet i år været større, end vi normalt oplever. Tager vi således højde for sæson i udviklingen i boligudbuddet er der alligevel tale om et underliggende fald.

Udbuddet af boliger bliver ved med at dale og er kort sagt møghamrende lavt. Vi skal helt eksakt lede 16 år tilbage for at finde et tilsvarende lavt boligudbud. Det giver boligkøberne ringere kort på hånden i jagten på drømmeboligen og resulterer i korte salgstider og begrænset betænkningstid. Omvendt stiller det sælgerne i en ganske solid for­hand­lings­si­tu­a­tion.

Det ekstremt lave og fortsat dalende udbud af boliger anser vi som en risikofaktor for boligmarkedet. Markedet risikerer at få svært ved at absorbere en potentiel ny stigning i efterspørgslen. Vi forventer dog ikke en ny kraftig bo­li­g­ef­ter­spørgsel lige rundt om det næste hjørne, men skulle det ske, så vakler udbuddet til at imødekomme det. Konsekvensen vil være risiko for, at priserne igen begynder at stige med høj fart, og med de seneste års kraftige prisstigninger in mente kan det hive boligmarkedet ud af balance.

Boligmarkedet kan imidlertid stå overfor modvind. Først og fremmest er renterne mærkbart højere i dag end for blot nogle få måneder siden. Det gør boligkøbet dyrere og vil bide på efterspørgslen. Hertil betyder Ruslands invasion af Ukraine et mere sløret og potentielt mere skrøbeligt udgangspunkt for dansk økonomi, hvor energipriserne yderligere er sparket i vejret. Ender det med at bide betydeligt på den danske økonomi, så har det også potentialet til at give modvind til det danske boligmarked.

Vi forventer, at boligudbuddet igen vil pege op i takt med at foråret kommer nærmere, og det vil igen give boligkøberne mere at vælge mellem. Dog skal man nok ikke binde sig til håbet om et markant højere udbud, selvom pilen skulle pege op. Bo­li­g­ef­ter­spørgs­len viser fortsat ganske stærke takter, og det vil foreløbig holde udbuddet i nogenlunde kort snor.

Relaterede artikler