Flere salgsskilte på boligmarkedet

Der kommer i øjeblikket mere til salg, end der bliver købt, og derfor ser vi udbuddet vokse.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Sikkerhed trækker i boligejerne - lån med fast rente vinder frem

Nye tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af boliger steg med 1.646 boliger i juli. Det er femte måned i træk, at boligudbuddet stiger, og samlet er det vokset med 30% på mindre end et halvt år. Udbuddet af boliger stiger normalt også i denne periode, men selv hvis vi tager højde for den sæson, er der tale om en pæn stigning på mere end 10%.

I juli steg udbuddet på både huse, lejligheder og sommerhuse. Huse steg med 4%, så der i dag står 27.957 huse til salg. Udbuddet af lejligheder voksede med mere end 7% til nu i alt 7.694 lejligheder. Sommerhuse steg mere begrænset med kap 1%, så 4.717 sommerhuse har et Til Salg-skilt i forhaven.

Boligkøberne har fået betragteligt mere at vælge mellem. Han­del­sak­ti­vi­te­ten er faldet, og det giver rum og plads til, at der igen hober sig mere op på hylderne ude hos mæglerne. I et historisk lys er udbuddet dog stadig meget lavt, men vindretningen er altså vendt. Der kommer i øjeblikket mere til salg, end der bliver købt, og derfor ser vi udbuddet vokse. Sidste år var situationen den komplet omvendte, hvor der blev købt langt hurtigere, end der kom nye boliger til salg, og udbuddet skrumpede dengang kraftigt.

Udbuddet af boliger er fortsat i den lave ende i en historisk kontekst. I begyndelsen af året ramte udbuddet det laveste i 16 år, og det er netop den bund, som boligudbuddet er på vej op fra med taktfaste skridt. Sammenligner vi imidlertid med 2019, så ligger udbuddet af boliger fortsat 30% lavere i dag. Så godt nok er udbuddet voksende, men det er fortsat i den lave ende.

Boligmarkedet står aktuelt i en mere udfordrende tid. Efterspørgslen efter boligkøb har trukket sig, hvilket sker ovenpå, at renterne er steget og opvarmningen er blevet dyrere. Hertil bider den generelle inflation i samfundet på danskernes pengepung, og det trækker købekraft ud af boligkøberne. Det har trukket mærkbart ned i han­del­sak­ti­vi­te­ten. Sammenlignet med sidste år, så blev de handlet 36% færre boliger i juni.

Vi forventer, at også priserne kommer til at falde. Renterne er godt nok faldet lidt tilbage igen, men de er stadig væsentligt højere end ved årsskiftet, og boligmarkedet har mere modvind end medvind. Vi forventer, at boligpriserne på landsplan vil falde med 5%-10%.

Relaterede artikler