Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Boligpriserne steg i marts

Boligpriserne steg i marts

8. april 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne fortsatte op i marts. Huspriserne steg med 0,9% og lejlighedspriserne med 1,0% og sommerhuspriserne ligeledes med 1,0%. Det kommer i forlængelse af pæne stigninger i februar. Også hvis vi tager højde for sæson, er der tale om prisstigninger. Boligpriserne stiger normalt på det her tidspunkt af året, men steg i marts således mere end normalt.

Det er voldsomt imponerende, at boligpriserne fortsætter himmelflugten. Boligmarkedet har indtil videre trodset den kraftige rentestigning i 2022 samt de mærkbart højere energipriser. Begge dele gør boligejerskabet dyrere, men det er tilsyneladende ikke noget, som markedet endnu har taget større bestik af. Boligmarkedet står stærkt, og boligkøberne er robuste.

Ser vi dog gennem de aktuelt stærke takter for boligmarkedet, så mener vi, at det endnu er for tidligt at ånde lettet op. De højere renter og højere energipriser vil levere en hel del modvind til boligmarkedet over den næste lange tid. Hertil har krigen i Ukraine også medført usikkerhed om fremtiden, og det risikerer også at spille ind på købelysten på boligmarkedet. Vi har allerede set, at forbrugertilliden er dykket, hvor danskerne er blevet mindre trygge omkring egen økonomiske situation. Fæstner det sig, så kan det lægge en mærkbar dæmper på boligmarkedet. Boligmarkedet står dog et stærkt sted med robuste boligejere og fortsat høj boligefterspørgsel, og der skal meget til for at få boligmarkedet til at vakle for alvor. Udbuddet befinder sig samtidig på det laveste siden i 16 år, og det er med til at holde en hånd under priserne.

Renterne er drønet i vejret i 2022, og det er med til at gøre boligkøbet dyrere, hvilket vil sætte sig i efterspørgslen efter at købe bolig. Det er dog ikke noget, som boligpriserne har taget notits af foreløbig. Renten på et fastforrentet lån hedder i dag på 3%, hvilket er en fordobling sammenlignet med så sent som i december, hvor renten lød på 1,5%. Og for lidt mere end et år siden var renten helt nede på 0,5%.

I det lidt længere perspektiv har boligpriserne haft store vinger på, siden corona kom til for rundt regnet to år siden. Det har løftet danskernes boligformuer ganske markant med op mod en halv mio. kroner i gennemsnit. Tager vi udgangspunkt i et gennemsnitligt hus i Danmark, så er det steget med 420.000 kr. i pris på to år. På lejlighedsmarkedet har man i gennemsnit kunne se, at lejligheden er steget med 480.000 kr. siden 2020, mens sommerhuse i samme periode er steget med 470.000 kr. i pris. Pandemien løftede danskernes sult efter at købe bolig, og det sendte priserne i vejret og skabte rekordhøje handelstal.