Prisrekordernes tid fortsætter på boligmarkedet – august er ingen undtagelse

Både prisen på huse og lejligheder stiger.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Højeste antal lånetilbud fra realkreditten i 12 måneder

Boligmarkedet har på alle måder trodset den igangværende krise efter et indledende og kortvarigt knæk til priserne i marts, hvor Coronakrisen for alvor satte ind herhjemme. Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik bekræfter, at pris­re­kor­der­nes tid ikke er forbi, men fortsætter ufortrødent i august i ganske betragtelig grad. På huse og lejligheder steg priserne henholdsvis 1,4 pct. og 3 pct. på blot en enkelt måned.

Vi har efterhånden set prisrekorder på boligmarkedet nogle måneder i træk, og her er august ingen undtagelse, hvor priserne på både huse og lejligheder stiger endnu en gang. Boligmarkedet har stort set ikke taget notits af Coronakrisen på trods af en øget arbejdsløshed og et dybt slag til dansk økonomi, og efter et indledende prisfald, så er boligmarkedet vendt stærkt tilbage. Prisen på huse er således 4,1 pct. højere end i februar, mens priserne på lejligheder er 4,9 pct. højere. Det er især det mærkbart faldende udbud, som bærer på en stor del af forklaringen på pris­stig­nin­ger­ne. Udbuddet af boliger er alene det seneste år faldet med 15 pct. for huse og 18 pct. for lejligheder, viser tal fra Boligsiden, og det betyder, at udbuddet af boliger er på det laveste niveau i 14 år.

Vi gik ind i krisen med et kernesundt boligmarked, hvor der ikke var opbygget ubalancer, og hvor boligbyrden (hvor stor andel af den disponible indkomst der går til at finansiere boligkøb) i dag ligger på et historisk lavt niveau. Dertil er de danske boligejeres privatøkonomi langt mere robust end tidligere, hvor lån med variabel rente og afdragsfrihed er byttet ud med lån med fast rente og afdrag.

Danskerne har glubende appetit på boligkøb

Retter vi blikket mod han­del­sak­ti­vi­te­ten på boligmarkedet, så fortsætter også den med bulder og brag i august, hvor der blev handlet 4.963 huse og 1.751 lejligheder på landsplan. Forsommerens heftige aktivitet fortsætter altså ind i august – dog i et lidt lavere tempo end i juli. Sammenligner vi med samme måned sidste år, så blev der handlet 10,7 pct. flere huse og 12 pct. flere lejligheder i år.

Efter nedlukning af landet i marts og april, hvor han­del­sak­ti­vi­te­ten gik i dørken, fordi danskerne ganske enkelt ikke kunne se på bolig, så har der været en gedigen ketchupeffekt efterfølgende, hvor de udskudte boligdrømme skulle indhentes, og det er en del af forklaringen på han­del­sak­ti­vi­te­tens høje niveau. Og selvom ar­bejds­løs­he­den er steget mærkbart som følge af krisen, så sidder der altså stadig mange potentielle boligkøbere derude, som ikke er mærket af krisen på egen pengepung, og som derfor ikke har fundet det nødvendigt at udskyde boligkøbet.

Relaterede artikler