Højeste januarsalg i 10 år: Danskerne handler boliger på livet løs i vintermørket

I januar blev der solgt 5.865 boliger.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
1%-lån krydser 99 for første gang siden november efter kurshop her til morgen

Boligsiden har netop offentliggjort tal for, hvor mange boliger der er solgt, og man kan roligt sige, at der er gang i den på boligmarkedet. I alt blev der solgt 5.865 boliger i januar fordelt på 3.745 huse, 1.514 ejer­lej­lig­he­der og 606 sommerhuse. Ikke alene er det en stigning på 870 solgte boliger i forhold til måneden før, men det er samtidig det højeste antal handlede boliger i en januar måned i 10 år.

Den gode stemning og høje han­del­sak­ti­vi­tet vi så i 2019 fortsætter altså ind i 2020, og der er i den grad stadig fut i boligmarkedet. Beskæftigelsen er tårnhøj og danskerne oplever at få flere penge mellem hænderne. Samtidig har januar budt på faldende renter på baggrund af uro i Mellemøsten i starten af måneden efterfulgt af frygten for, hvad Coronavirus kan betyde for økonomien.

Han­del­sak­ti­vi­te­ten på huse er 7,7 pct. højere i januar i år i forhold til januar i 2019. Salget af huse kan minde om han­del­sak­ti­vi­te­ten i midten af 00’erne, men modsat er pris­stig­nin­ger­ne end ikke på niveau med dengang. På landsplan er priserne steget 4,2 pct. siden sidste år, mens de i en periode lød på den gode side af 10 pct. i 2005-2006. Det skal blandt andet ses i lyset af, at udbuddet af huse i dag er relativt højt, som er med til at imødekomme den store appetit efter huskøb. Vi forventer, at huspriserne stiger med 3 pct. over det kommende år.

Også på som­mer­hus­mar­ke­det byder januar 2020 på et salg, der er det højeste i en januar i 10 år med 606 solgte sommerhuse.

Ejer­lej­lig­heds­mar­ke­det er kommet i gang igen

Der blev handlet 1.514 ejer­lej­lig­he­der i januar. Her er der i modsætning til huse og sommerhuse ikke tale om nogen januar-rekord på trods af, at han­del­sak­ti­vi­te­ten er gået næsten 20 pct. frem i forhold til januar 2019. Men det er relativt tæt på, da januar i år byder på næsten samme høje niveau som i 2017 og 2018.

Der er igen kommet vind i sejlene på lej­lig­heds­mar­ke­det med højere han­del­sak­ti­vi­tet og stigende priser. Det er på sin vis be­mær­kel­ses­vær­digt med den massive modvind, som markedet har oplevet med strammere lånekrav, nybyggeri og et prisniveau, hvor der ikke er lige så mange som tidligere, der ønsker at være med. Men når renterne banker ned i den stør­rel­ses­or­den, som vi er vidne til i øjeblikket, så lægges der også en solid grobund for ny fremgang.

Ser vi fremad, forventer vi, at henholdsvis modvinden og de stærke momenter i dansk økonomi kombineret med fortsat lave renter vil holde hinanden nogenlunde i skak. Vi forventer derfor en prisudvikling med tæt på uændrede lej­lig­heds­pri­ser over det kommende år.

Relaterede artikler