Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Frisk opgørelse vidner om stærkt boligmarked op til coronakrisen

Frisk opgørelse vidner om stærkt boligmarked op til coronakrisen

19. juni 2020
Gå til nyhedsoversigt

Finans Danmark har netop sendt deres Boligmarkedsstatistik på gaden. Dagens tal viser, at priserne huspriserne lå uændret i 1. kvartal i forhold til kvartalet før, mens de for lejligheder steg med 2,2%. Sommerhuspriserne tikkede også højere med 1,3%. Boligmarkedsstatistikken er den sidste i rækken af boligprisstatistikker.

I forhold til året før, så er har boligpriserne peget mærkbart op. Huspriserne var i 1. kvartal 4,1% højere en samme kvartal sidste år, mens den årlige prisstigning på lejligheder og sommerhuse lyder på 5,6% og 7%. Også handelsaktiviteten viste sig fra sin ekstremt stærke side i begyndelsen af året. Her blev der i 1. kvartal i år i alt solgt 15.449 boliger. Der er mere end 7% flere i samme kvartalet sidste år. Fordelt på boligtype er handelsaktiviteten steget 5%, 8% og 21% for henholdsvis huse, lejligheder og sommerhuse.

Dagens tal er komplet uanvendeligt til at afdække coronakrisens betydning for boligmarkedet, da det dækker hele 1. kvartal, og krisen først ramte i den allersidste del af kvartalet. Men den kan fortælle noget om den robusthed og optimisme, som boligmarkedet ramte krisen med, og som var høj. Det er også et af argumenterne for, at coronakrisen alene vil efterlade et blot mildt slag på boligmarkedet, som vi lige siden krisens spæde begyndelse har forventet, hvilket mere friske statistikker også indikerer. Vi har desuden set, at der er kommet væsentlig mere ro på Vismændenes udsigter for boligmarkedet, mens også Nationalbanken forventer er mildt slag. Der er således ved at skabe sig en klar konsensus om et blot mildt slag til boligmarkedet, som vi selv har ligget på fra begyndelsen. Vigtigt er det dog at sige, at det er alt for tidligt at drage de endelige konsekvenser for boligmarkedet og allerede nu afblæse coronakrisens betydning. Priserne har i de mere friske statistikker vel at mærke peget en smule ned, og vi forventer, at der er fortsatte små prisfald i vente.

Det blot milde slag til boligmarkedet er langt fra ensbetydende med, at boligmarkedet er gået upåvirket gennem krisen. For det er ikke tilfældet. Øvrige statistikker som fra Boligsiden og Danmarks Statistik viser, at priserne underliggende har peget en anelse ned under coronakrisen. Det er imidlertid blot yderst moderate prisfald. Samtidig har handelsaktiviteten for en tid været mere eller mindre i dvale sammenlignet med inden krisen. Vi har så efterfølgende set en helt vanvittig handelsaktivitet i maj og juni. Det er dog en flamme, som vi forventer, ebber ud over den kommende tid for at stabilisere sig på et lavere niveau sammenlignet med inden krisen. Vi ser den nuværende høje aktivitet påvirket af udskudte boligdrømme fra de foregående måneder, snarere end en eufori på boligmarkedet, som vil fortsætte i lang tid.

Selvom vi ser fortsatte små prisfald i horisonten, så er vi relativt positive og fortrøstningsfulde for boligmarkedet trods den dybe krise. Vi kommer på ingen måde til at opleve prisdyk, som vi så det i forbindelse med finanskrisen. For hele året forventer vi, at huspriserne vil falde med -3% i 2020. For lejligheder ser vi prisfald på i omegnen af -5%, mens vi også ser sommerhuspriserne komme ned trods den aktuelle høje efterspørgsel, som vi forventer aftager på den anden side af sommeren. Vi forventer uændret, at vi står i en dyb krise, men også kortvarig. Risikoen for en mere langvarig krise er dog fortsat til stede, selvom det ikke er vores hovedscenarie. Sker det, så taler vi også om en væsentlig mere negativ historie for boligmarkedet, end vi ser lige nu.