Boligkøbere går foråret i møde med mindre at vælge mellem

1.000 færre boliger til salg end for en måned siden.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Boligmarkedet buldrer fremad: Det giver boligkøberne mindre at vælge imellem

Netop som vi hilser foråret velkommen her ved indgangen til marts, så falder udbuddet af boliger yderligere. Ifølge morgenfriske tal fra Boligsiden er der i dag 48.638 boliger at vælge mellem, hvilket er omkring 1.000 færre end for en måned siden. Sammenligner vi med for et år siden, så er boligudbuddet faldet med mere end 3.000 boliger. Og faldet sker både indenfor huse, lejligheder og fritidshuse. Dermed fortsætter den dalende tendens i boligudbuddet, som giver køberne færre boliger at vælge mellem.

Laveste udbud af huse i 12 år

Ser vi på huse, så går boligkøberne foråret i møde med 33.326 huse at vælge mellem, hvilket er det laveste siden slutningen af 2007.

Der er fuld fart på boligmarkedet i øjeblikket, hvor vi netop har været igennem et 2019, som bød på det højeste antal hushandler i mere end et helt årti. Og den høje appetit på huse, giver et helt naturligt drop i udbuddet og dermed et færre antal huse at vælge mellem for køberne. Særligt sidste års rentefald har bidraget yderligere til den store køberappetit, som i forvejen får næring af den rekordhøje beskæftigelse og pæne fremgang i reallønnen.

Trods det dalende udbud af huse er det i et større tidsperspektiv endnu relativt højt. Sammenligner vi med midten af 00’erne, så er udbuddet i dag næsten dobbelt så stort. Det høje udbud, omend det er faldende, er med til at holde priserne i kort snor. I 2020 forventer vi, at huspriserne skal op med 3%.

Mere end hver tiende lejlighed er forsvundet fra markedet

Lej­lig­heds­mar­ke­det har mildest talt genfundet melodien, hvor antallet af handler har vist ganske stærke takter siden sommeren sidste år. Og det sætter sig i faldende udbud. Der er på landsplan i dag 6.979 lejligheder til salg, og sammenlignet med for et år siden, så er udbuddet af lejligheder faldet med 12%. Med andre ord er mere end hver tiende udbudte lejlighed forsvundet fra markedet, og det største fald opleves i Hovedstaden.

Lej­lig­heds­mar­ke­det har ellers i en periode oplevet modgang fra strammere lånekrav, meget nybyggeri samt et prisniveau, hvor der ikke er lige så mange som tidligere, der ønsker at være med. Med den modvind er nu erstattet af medvind fra det mærkbare rentefald samt de gode takter i dansk økonomi. Ser vi over det kommende år ser vi tæt på uændrede lej­lig­heds­pri­ser, men med potentiale for pil op.

Markant fald i udbud af sommerhuse

Som­mer­hus­mar­ke­det er en historie for sig selv, hvor 2019 bød på en næsten 15%-stigning i han­del­sak­ti­vi­te­ten sammenlignet med året før. Udbuddet er droppet 14,6% i forhold til sidste år, og der står i dag 8.333 sommerhuse til salg.

Det er også her, priserne stiger mest med en prisstigning på mere end 8% i 2019. Rentefaldet hjælper godt på vej, og samtidig falder udbuddet pænt, som også er med til at løfte priserne - foruden de gode takter fra økonomien med be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang. Fra politisk side er der de desuden kommet flere tiltag senere år, herunder lempeligere lånevilkår. Vi forventer at som­mer­huspri­ser­ne løfter sig med omkring 4% over det kommende år.

Relaterede artikler