Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Opbremsning på ejerlejlighedsmarkedet fortsætter i år

Opbremsning på ejerlejlighedsmarkedet fortsætter i år

6. marts 2019
Gå til nyhedsoversigt

I december måned faldt prisen på ejerlejligheder med 3,0 pct. på landsplan, og det er det største månedlige fald i syv år. Priserne på lejligheder toppede i juni sidste år og har siden da haft en let nedadgående tendens. Det er i tråd med det mønster, vi har set over de senere år, hvor priserne stiger i årets første måneder, for derefter at flade ud i årets sidste måneder. Prisfaldet i december måned er dog langt større end, vi har set tidligere og indikerer, at der er mere end bare det sædvanlige sæsonmønster på spil. Antallet af handler med ejerlejligheder tog også et dyk i december og har været for nedadgående igennem 2018.

Der er flere årsager til, at ejerlejlighedsmarkedet oplever modvind i øjeblikket. De senere års voldsomme prisstigninger har sendt ejerlejlighedspriserne op på et niveau, hvor de færreste kan være med. Desuden kan flere boligkøbere have fået øjnene op for den nye boligbeskatning, der vil betyde højere boligskatter for nye købere af lejligheder efter 2021 og lægge et nedadgående pres på priserne. Derudover kommer der rigtig mange nybyggede lejligheder på markedet i landets største byer i øjeblikket og det mindsker det mismatch, der har været mellem udbud og efterspørgsel de senere år.

Efter vores vurdering vil opbremsningen på ejerlejlighedsmarkedet fortsætte i år, og der er ikke udsigt til prisstigninger på ejerlejligheder i de største byer i 2019. Et mindre prisfald er sandsynligt, og det er selvfølgelig noget man skal være opmærksom på som køber, særligt hvis man har en kort tidshorisont for sit boligkøb.

Ingen grund til bekymring for det brede boligmarked

Ser vi på markedet for enfamiliehuse steg priserne derimod med 0,8 pct. i december måned efter et dyk i november. Selvom priserne for huse også er fladet ud i slutningen af 2018, er det helt i tråd med det almindelige sæsonmønster henover året og tager man højde for det, så er trenden fortsat opad for huspriserne. 

Der er fortsat mange faktorer, der understøtter boligmarkedet: beskæftigelsen stiger, renterne er lave og boligbyrden (det vil sige hvor stor en andel af den disponible indkomst, der bruges til at finansiere boligen) er lav i en historisk kontekst. Derfor forventer vi at se stigende huspriser igen i årets første måneder, og for året som helhed forventer vi stigninger på omtrent 3 pct. for enfamiliehuse på landsplan.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening