Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Lidt flere boligejere måtte se boligen gå på tvangsauktion i august - men niveauet er fortsat lavt

Lidt flere boligejere måtte se boligen gå på tvangsauktion i august - men niveauet er fortsat lavt

5. september 2019
Gå til nyhedsoversigt

Lidt flere boligejere måtte i august se boligen gå på tvangsauktion. I august var der tale om 181 boligejere mod 173 i juli. Tager man højde for sæsonmønsteret, er der dog derimod tale om et ligefremt fald i tvangsauktionerne. Samlet set for 2019 er 1.416 boliger nu endt på tvangsauktion, hvilket er det laveste siden 2007, viser dagens tal fra Danmarks Statistik.

Det meget lave antal tvangsauktioner vidner om, at det går godt i de danske husholdninger. Rekordmange er i arbejde i Danmark, og danskerne oplever at få flere penge mellem hænderne med lønstigninger et fint stykke over det, som priserne i samfundet generelt stiger med. Læg hertil de historisk lave renter, som giver klækkelige rentebesparelser til boligejerne.

Sidst tvangsauktionerne toppede i perioden 2009-2013 var de i en længere periode på 400-500 tvangsauktioner om måneden.

Den spæde start til en tvangsauktion vil ofte ske i sammenhæng med manglende betaling på gælden, som angives med restanceprocenten. Ifølge den seneste offentliggørelse fra Finans Danmark, er restanceprocenten er på 0,21%, som svarer til, at boligejerne mangler at betale 21 øre for hver 100 kr. i ydelse. Det er ligesom med tvangsauktionerne, det laveste niveau siden slutningen af 00’erne.

Antallet af konkurser falder

I det danske erhvervsliv må færre virksomheder sande at dreje nøglen om sammenlignet med måneden før. I august var der tale om 177 konkurser blandt aktiver virksomheder, som er et fald på 18 i forhold til måneden før. Antallet af konkurser har dog generelt været stigende siden 2014, men det skal ses i lyset af en stigning i det totale antal virksomheder.

Det går godt i dansk økonomi, hvilket er guf for de danske virksomheder. De seneste tal fra konjunkturbarometeret viste da også fremgang de fleste steder. Privatforbruget, og deraf efterspørgslen efter virksomhedernes produktion, forventer vi understøttes af beskæftigelsesfremgangen og reallønsstigning. Samtidig er der gennem eksporten aktuelt ganske fornuftig efterspørgsel uden for landets grænser. Netop eksporten bidrog til en stærk vækst i 2. kvartal. Internationale risici lurer dog i horisonten med handelskrig, Brexit og recessionsfrygt, som også udgør den største risiko for danske virksomheder som helhed i øjeblikket.