Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Boligejernes lånelyst stiger ovenpå rentefald - udlånsvækst på sit højeste i 11 år

Boligejernes lånelyst stiger ovenpå rentefald - udlånsvækst på sit højeste i 11 år

26. september 2019
Gå til nyhedsoversigt

Friske tal fra Nationalbanken viser, at realkreditudlånet hos boligejerne steg til 1.477 mia. kr. i august. Det er 5,2% mere end året før, som er den største årlige stigning siden 2008.

Renterne har i år fået et gevaldigt tryk ned, hvor det kort og godt er blevet billigere at låne penge. Det trækker helt naturligt lånelysten op. Den aktuelt heftige konverteringsaktivitet understøtter hertil stigningen i udlånet, så den højere udlånsstigning kommer ikke som en egentlig overraskelse. Har man behov for at låne mere, så er det oplagt at gøre i forbindelse med en omlægning. Jeg forventer derfor også, at udlånsstigningen kommer til at vare ved, så længe renteniveauet inviterer til konverteringer. Jeg vil strække den så langt, at jeg ville have været voldsomt overrasket, hvis udlånet havde ligget fladt ovenpå rentefald og så massiv en konverteringsadfærd.

Renten på et fastforrentet lån ligger i øjeblikket og balancerer mellem 0,5% og 1%. Da vi trådte ind i 2019, hed renten 2%.

Selvom stigningen i danskernes lån er på sit højeste i 11 år, så stiger udlånet ikke med i nærheden af den samme fart som i midten af 00’erne. I 2005-2007 steg realkreditudlånet med den dobbelte hastighed, hvor stigningen lød på den gode side af 10% om året.

Boligejerne vil have sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed

Stigningen i danskernes lån er koncentreret omkring de mest rentesikre lån, hvor fast rente står for mere end den samlede stigning. Fast rente er gået frem med 78 mia. kr. siden sidste år. Det samlede realkreditudlån er steget 73 mia. kr., og derfor er lån med variabel rente reduceret med 5 mia. hos boligejerne. Også de afdragsfrie lån oplever en tilbagegang i andel af lånene også boligejerne. Vi ser derfor heller ikke, at den øgede lånelyst sætter stabiliteten på boligmarkedet over styr. Boligejerne fremstår i dag mere renterobuste og velkonsoliderede end for blot få nogle år tilbage.

Fast rente står i dag for 48% af boligejernes lån mod 45% sidste år, mens andelen af afdragsfrie lån er faldet fra 47% til 45%.

Godt for privatforbruget …når vi lige glemmer baggrunden

Rentefaldet frigiver årligt tusindvis af kroner for mange boligejere. Det vil være understøttende for privatforbruget i den kommende tid, og vi ser netop privatforbruget blive det primære tandhjul i dansk økonomi over den kommende periode. Danskerne sparer dog meget op i øjeblikket, og vi er generelt blevet mere forsigtige. Så selvom vi forudser stigende privatforbrug som følge af rentefaldet, så kommer der ikke til at være tale om nogen forbrugsfest.

Vi skal i ligningen også huske, at det seneste rentefald kommer på en negativ baggrund. Uro på de finansielle markeder som følge af eskalering i handelskrig og frygt for global økonomisk vækst har sat sit tydelige præg på renterne. Det nyder vi som boligejere i Danmark godt af lige nu, men får risiciene lov til at folde sig fuldt ud, så vil det også påvirke dansk økonomi negativt og danske arbejdspladser i nedadgående retning.