Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Prisfald på huse og lejligheder, men tag det med et gran salt

Prisfald på huse og lejligheder, men tag det med et gran salt

6. december 2018
Gå til nyhedsoversigt

Priserne på både huse og lejligheder faldt fra august til september, det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Prisen på huse faldt med 1,4 pct. og det sender den årlige prisstigningstakt ned på 1,1 pct. hvilket er det laveste niveau siden januar 2013. Prisen på ejerlejligheder faldt med 0,4 pct. i september måned hvilket svarer til en årlig stigningstakt på 4,0 pct.

Der er efter vores vurdering grund til at tage dagens tal med et gran salt. For det første peger Danmarks Statistik på en større usikkerhed end normalt i opgørelsen på grund af fejl i dataleverancerne. For det andet har der over de seneste år vist sig et ret klart sæsonmønster i prisudviklingen på ejerboliger. Priserne stiger i årets første halvdel for derefter at flade ud og falde lidt tilbage i årets sidste halvdel. Det er præcis det samme mønster vi har set indtil videre i år. Tager man højde for disse sæsonmønstre og korrigerer tallene for dette, så er der tale om et fald i prisen på enfamiliehuse på 0,5 pct. fra august til september og for lejligheder er der tale om en lille stigning på 0,3 pct.

Antallet af handler for enfamiliehuse faldt lidt tilbage i september, men handelsaktiviteten ligger stadig på et højt niveau i en historisk kontekst, når man tager højde for sæsonudsving. Den nedadgående tendens i handlen med ejerlejligheder fortsatte i september, og handelsaktiviteten ligger nu et stykke under niveauet fra 2015-2017, hvor aktiviteten på ejerlejlighedsmarkedet toppede.

Generelt ser vi fortsat et boligmarked i god form det kommende år og vi forventer, at huspriserne vil fortsætte opad i et moderat tempo, med stigninger på omtrent 3 pct. på landsplan. Mange faktorer understøtter boligmarkedet:  beskæftigelsen stiger, renterne er lave og boligbyrden (det vil sige hvor stor en andel af den disponible indkomst, der bruges til at finansiere boligen) er lav i en historisk kontekst.

For lejlighedsmarkedet i de største byer er der dog udsigt til mere modvind fra et massivt nybyggeri, strammere lånekrav, samt nye boligskatter, der alle vil trække i retning af lavere priser de kommende år. Vi forventer ikke egentlige prisfald, men det er en risiko, man skal være opmærksom på som køber.