Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Boligpriserne stiger i hele landet

Boligpriserne stiger i hele landet

15. marts 2018
Gå til nyhedsoversigt

Boligpriserne stiger i hele landet

Friske tal fra Finans Danmarks boligmarkedsstatistik viser, at boligmarkedet er i fremgang i hele landet. Over det seneste år er priserne på huse steget i samtlige 11 landsdele og for hele landet er priserne på huse steget 5,3 pct. fra 4. kvartal 2016 til 4. kvartal 2017.

Over det seneste år er kvadratmeterprisen på huse er steget mest i København by, der dækker Frederiksberg, København, Tårnby og Dragør kommuner, med en prisstigning på 10,8 pct. Prisstigningerne i København by har dog taget sig en pause i den sidste del af 2017, mens priserne på huse i både Østsjælland og Vest- og Sydsjælland er fortsat opad. Det vidner om en større trafik at boligkøbere, der ser muligheder for at få flere kvadratmeter for pengene ved at bosætte sig lidt længere fra Hovedstaden. Boligpriserne i København by er efterhånden oppe på et niveau, hvor det kan være svært for mange familier at være med. Over det seneste år er huspriserne i Østsjælland og Vest- og Sydsjælland steget med hhv. 6,7 pct. og 7,8 pct.

Huspriserne stiger generelt i et mere moderat tempo på Fyn og i Jylland. Nordjylland tager førstepladsen med en stigning på 6,9 pct. over det seneste år, mens Sydjylland og Fyn indtager sidstepladsen med årlige stigninger på hhv. 2,2 og 2,4 pct.

Der er mange faktorer, der understøtter boligmarkedet - beskæftigelsen stiger, renterne er lave og boligbyrden (det vil sige hvor stor en andel af den disponible indkomst, der bruges til at finansiere boligen) er lav i en historisk kontekst. Vi forventer, at huspriserne vil fortsætte opad i et moderat tempo, med stigninger på omtrent 3 pct. på landsplan.

Modvind på vej til de Københavnske ejerlejligheder

Kvadratmeterprisen på ejerlejligheder i København by steg med 10,8 pct. fra 4. kvartal 2016 til 4. kvartal 2017. En lejlighed på 70 kvm. i København by koster nu i gennemsnit 2,8 mio. kroner. Priserne udviklede sig mere moderat i årets sidste kvartal, med en stigning på 0,9 pct. i forhold til 3. kvartal, men det er for tidligt at sige, om der er tale om en udfladning af priserne. Det er ikke unormalt at priserne tager en puster i årets sidste kvartal for derefter at stige i de første kvartaler af året.

Der er dog gode grunde til at tro, at prisstigninger på 10 pct. om året er historie. Moderat stigende renter, massivt nybyggeri i hovedstaden, strammere lånekrav samt nye boligskatter giver modvind til det Københavnske ejerlejlighedsmarked de kommende år. Vi forventer ikke egentlige prisfald, men det er en risiko man skal være opmærksom på som køber.