Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Eje eller leje sommerhus: Hvad kan bedst betale sig?

Eje eller leje sommerhus: Hvad kan bedst betale sig?

13. april 2019
Gå til nyhedsoversigt

Kan det betale sig at eje et sommerhus, eller skal vi bare leje? Det spørgsmål bliver vi ofte mødt med i banken. Så vi har regnet på tallene for at give dig et overblik - velvidende at værdien for dig og din familie ved at eje et sommerhus nok ikke alene kan gøres op i penge. 

Historisk lave boligrenter og nye regler har gjort det endnu mere attraktivt for alle at købe sommerhus, og mange er i disse måneder på udkig efter det helt rigtige sommerhus. De seneste par år har budt på flere hjælpende hænder til det danske sommerhusmarked via politiske initiativer. Den historisk lave rente er en af de primære årsager til, at det samlet set er blevet mere gunstigt at eje et sommerhus. Derudover blev det i 2017 muligt at belåne sommerhuset med 75 procent realkreditlån, mod tidligere 60 procent. Og så blev det i 2018 endnu mere attraktivt at udleje sit sommerhus, efter bundfradraget for udlejning af et sommerhus via bureau blev hævet. 

Alt sammen godt for de danske sommerhuskøbere, som får bedre muligheder for at få græs under fødderne og et unikt samlingspunkt for familien. Men hvor lang tid skal du egentlig tilbringe i sommerhuset hvert år, før det rent økonomisk bedst kan betale sig sammenlignet med at leje et? Tja, det kommer an på en række forskellige ting.  

Det koster det at eje et sommerhus

Køber du et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvm til ca. 1,2 mio. kr., viser vores beregninger, at det koster dig ca. 50.000-55.000 kr. om året at eje det. Vi har regnet på, at du ligesom mange andre - finansierer sommerhuset med et tillægslån i din helårsbolig og derfor 100 pct. belånt med et fastforrentet realkreditlån. Eller at du finansierer 75 pct. af sommerhuskøbet med et realkreditlån og det resterende med et banklån. Se de forskellige beløb herunder (tal er afrundet):

  100 pct. realkredit (fastforrentet) 75 pct. realkredit (fastforrentet) og 20 pct. banklån
Forsikring, renovation og vedligeholdelse 1.470 kr. 1.470 kr.
Boligskatter 1.190 kr. 1.190 kr.
Renter og bidrag efter skat (1. år) 1.530 kr. 1.930 kr.
Omkostninger i alt pr. måned 4.190 kr. 4.590 kr.
Omkostninger i alt pr. år 50.280 kr. 55.080 kr.
Antal uger i lejet sommerhus for samme beløb 12 13

Kilde: Arbejdernes Landsbank

Brug dit sommerhus 12-13 uger om året

Den årlige omkostning ved at eje et sommerhus kan gøre det overvejelsen værd, om det bedre kan betale sig at leje et sommerhus. Hvis vi antager, at et almindeligt sommerhus kan lejes for ca. 4.500 kr. om ugen - afhængig af sæson naturligvis. Så kan du for de godt 50.000 kr., som det koster at eje et gennemsnitligt sommerhus, leje et sommerhus i 12 uger for de samme penge. Det kræver altså, at du tilbringer en stor del af året i dit sommerhus, hvis det rent økonomisk skal kunne ”betale sig” for dig at eje et frem for at leje et.

Har du ikke mulighed for at låne i friværdien i din helårsbolig, men skal finansiere et større beløb med et banklån og/eller opsparing på min. 5 pct. af husets værdi, betyder det, at du skal anvende sommerhuset i 13 uger om året, før det giver økonomisk mening at eje frem for at leje.

Udlej dit sommerhus og skær markant ned på omkostningerne

Det er muligt at få sommerhuskøbet gjort til en bedre forretning ved at leje det ud. Lejer du fx et almindeligt sommerhus ud i 12 uger om året, og bruger du et udlejningsbureau til at stå for det praktiske, vil huset typisk kunne indbringe ca. 3.100 kr. om ugen efter omkostninger til bureauet og skat. Det vil forbedre økonomien i at eje huset markant, fordi det vil reducere nettoomkostningen med ca. 37.000 kr.

Er du villig til at leje sit sommerhus ud i 12 uger om året, skal du altså blot bruge det selv i hhv. 4 eller 5 uger afhængig af finansieringen, for at det bedst kan betale sig at eje i forhold til at leje.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening