Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Alt taler for endnu et godt år på sommerhusmarkedet

Alt taler for endnu et godt år på sommerhusmarkedet

15. april 2019
Gå til nyhedsoversigt

2018 var et historisk godt år for sommerhusmarkedet med de største prisstigninger i 11 år. Det skyldes blandt andet flere politiske initiativer og billigere finansiering. Fremgangen på sommerhusmarkedet kommer hele landet til gode, men der er stadig store regionale forskelle. Ser vi fremad, er der al mulig grund til, at 2019 bliver endnu et godt år for sommerhusmarkedet, hvilket blandt andet skyldes de seneste rentefald

Det bedste år for sommerhusmarkedet i mange år, og det kan forsætte

Sommerhusmarkedet har kunne mærke flere års økonomisk medvind. Opsvinget har betydet, at flere danskere er kommet i arbejde, og det har medført stigende indkomster, og dertil er formuerne vokset støt over de seneste år. Det har gjort det muligt for flere danskere at realisere sommerhusdrømmen.  

Danskernes forbedrede økonomi kombineret med billigere finansiering har medvirket til, at 2018 blev et historisk godt år for det danske sommerhusmarked. Antallet af handler var tårn højt med 7.500, og priserne steg med 4,5 procent – den største stigning i 11 år. Den store efterspørgsel efter sommerhuse betød, at liggetiderne faldt det laveste niveau i 10 år, og afslagene faldt til det laveste niveau i 11 år.

Efterspørgslen efter sommerhuse har ikke kun fået en hjælpende hånd af bedre økonomi og billig finansiering. Over de seneste to år har politiske initiativer gjort det mere attraktivt at være sommerhusejer. I 2017 blev det muligt at belåne sommerhuset med 75 procent realkreditlån, mod tidligere 60 procent, hvilket også har gjort det billigere at finansiere sommerhuset. Dertil blev det muligt for pensionister at benytte deres sommerhus som helårsbolig efter et års ejerskab mod tidligere 8 år.

I 2018 blev det endnu mere attraktivt at udleje sit sommerhus, efter bundfradraget for udlejning af sommerhuse blev hævet. Det hidtidige bundfradrag blev hævet fra 21.900 kr. til 40.900 kr. I 2019. Man kan altså i 2019 have en skattefri indtægt på udlejning af sit sommerhus på 40.900 kr., hvis det udlejes gennem et bureau, der indberetter lejeindtægterne direkte til Skattestyrelsen. Udlejer man privat, udgør fradraget kun 11.200. Forhøjelsen af bundfradraget betyder helt konkret en årlig merindtægt på op til ca. 3.800 kr. for sommerhusejeren.

De seneste måneder har renten taget endnu et dyk nedad til nye bundrekorder og køber man et sommerhus i dag, kan det finansieres ved et 30-årigt fastforrentet realkreditlån med en rente på bare 1,5 procent. Isoleret set har rentefaldet over det seneste år gjort det 2.800 kr. billigere om året at låne en million.

Billig finansiering, økonomisk fremgang og mere attraktive vilkår for sommerhusejerne betyder, at der er alt mulig grund til, at medvinden fortsætter på sommerhusmarkedet. Dertil er det ikke utænkeligt, at sommeren 2018, med sine rekord mange soltimer, har vækket sommerhusdrømmen for flere danskere.

Store prisforskelle på tværs af landet

Sommerhuse er oftest dyrere, jo tættere man kommer på de større byer. Det skyldes den kortere transporttid og det faktum, at prisen på ejerboliger i de store byer er steget markant over de seneste år. Det giver boligejerne i de største byer bedre mulighed for at realisere sommerhusdrømmen med lån i friværdien. Prisniveauerne er derfor noget højere tæt på de store byer, og er man villig til, at leve med lidt længere transporttid kan der være penge at spare.

I Gribskov kommune med de populære sommerhusområder Tisvildeleje og Gilleleje blot 50 minutters kørsel fra København koster et sommerhus i gennemsnit 21.400 kr. per kvadratmeter. Bor man i København, men er villig til lidt længere transporttid, kan man spare 470.000 kr. på et 70 kvadratmeter sommerhus i Odsherred fremfor Gribskov. Vil man spare endnu mere, kan man med fordel kigge mod Kalundborg, hvor man får dobbelt så meget sommerhus for pengene, sammenlignet med Gribskov. Bor man I Århus, og kigger på sommerhus i Syddjurs, kan man spare lidt over 220.000 kr. på et 70 kvadratmeter sommerhus, ved blot at køre en halv time længere til Norddjurs.

Udover store prisforskelle henover landet er der også stor forskel på hvor mange sommerhuse, der er til salg, også når man tager højde for sommerhusbeholdningen.  Det varierende udbud har stor betydning for liggetiderne, men også for afslagene.  I Halsnæs er lidt over to procent af sommerhusene til salg, og der bliver gennemsnitligt givet 5 procent afslag på prisen. I Hjørring er hver 10. sommerhus til salg, og det gennemsnitlige afslag er lidt over 12 procent. Som køber kan man derfor med fordel kigge mod de områder, hvor udbuddet er størst, da der alt andet lige er bedre mulighed for at lave en god handel.

Hele analysen kan læses her

Analysen er omtalt i Jyllands-Posten 13. April 2019

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening