Efter syv et halvt års samarbejde på Partner-niveau har Arbejdernes Landsbank ved indgangen til den nye sæson tegnet en tre-årig kontrakt som dommersponsor for Dansk Håndbold Forbund. Udover det nyoprettede sponsorat har Arbejdernes Landsbank valgt at forlænge sin nuværende DHF Partner-aftale, så den nu løber til 2012.
"Vores erfaring med engagementet hos DHF er, at det har virket særdeles positivt på alle områder. Så på nuværende tidspunkt er det naturligt for os at opgradere samarbejdet og dermed gennem de mange tv-kampe på landsdækkende kanaler at øge vores synlighed," siger Peter Froulund, marketingsdirektør hos Arbejdernes Landsbank.
"Vi har gennem næsten otte års samarbejde med DHF haft stor glæde af at sponsere centralt frem for eksempelvis at profilere os gennem klub-sponsorater. DHF arbejder målrettet med at højne uddannelsesniveauet og dermed spil-udviklingen inden for håndboldsporten - og det er et arbejde, vi meget gerne støtter" , " siger Peter Froulund videre.
I Dansk Håndbold Forbunds ledelse er man naturligvis også glad for udvidelsen af samarbejdet med Arbejdernes Landsbank.
"Det er altid glædeligt at indgå sponsoraftaler - men i et tilfælde som dette, er det ekstra dejligt, da Arbejdernes Landsbanks ønske om at øge sit engagement i sagens natur er et udtryk for, at det hidtidige samarbejde har været frugtbart for begge parter. Siden 2002 har vi været særdeles glade for at have Arbejdernes Landsbank tilknyttet DHF, og vi håber, den nye aftale fremadrettet vil føre mange flotte fælles resultater med sig," siger DHF's Per Rasmussen.